Behovet for at udtrykke mig...
Det er vel det, det hele går ud på?
Jeg husker min barndom som en evig søgen efter at finde en kreativ måde at udtrykke mig på. I skrivende stund sidder jeg og kigger ud i min have og tænker: “det var vel egentlig dét, jeg i virkeligheden troede, det hele gik ud på. At finde sit kreative “sprog”, hvor igennem tanker, følelser, ord og andet, fra ens indre liv, kunne få plads og lys.” Altså som en universel menneskelig søgen, alle måtte have.
Jeg ommøblerede mit værelse flere gange om måneden og følte helt ind i knoglerne, at indretningen var et billede af mig. På mange måder kunne mit værelse passe til min sindstilstand, mit selvbillede eller hvem, jeg ønskede at være.
Jeg legede selvfølgelig også med Bratz-dukker og spillede Sims. Med voksne øjne ser jeg tydeligt, at legene optog mig, fordi jeg her kunne skabe en karakter af “mig selv” og skabe billeder af, hvem jeg ønskede at være og udtrykke følelser fra mit virkelige liv.
Men størst af alle kreative retninger var musikken og dansen for mig. Jeg hørte musik non-stop, jeg sang og dansede. Lyrik i sange kunne tryllebinde mig, og faktisk kunne lyrik ret tideligt få mig til at græde af overvældelse, selvom jeg måske ikke forstod ordene eller konteksten. Musikken var fri og for alle, sådan følte jeg. Modsat kunsten; den var for de dygtige og tålmodige. Typisk var jeg optaget af populær musik. Men til kirkekor lærte jeg f.eks. samle nr. 331 at kende “uberørt af byens travlhed”, som rørte hver en celle i min krop. Det gør den stadig i dag. Selvom jeg hverken var eller er troende eller ikke-troende, har jeg altid fundet håbet i at tro og kan i dag forstå at “Guds Helligånd” i denne kontekst, også kan være et udtryk for troen på en anden Gud, Universet eller blot “noget større end os”, som jeg tror på.
“Støjniveauet stiger om os, alle jager efter vind,
Så Guds Helligånd må hviske for at nå et splittet sind;
Men da hænder søndag morgen det forunderlige, at
Kristus hilser os i døren: “Dine synder er forladt!”
Her har dagen evighed
Her har kærlighed sit sted (…)”
Som barn var jeg slet ikke i tvivl. Jeg skulle da være sanger eller forfatter, musiker, indretningsarkitekt, scenograf, designer! Jeg kendte ikke til, at disse retninger var uopnåelige, som jeg syntes, skolen fortalte mig, og jeg blev i stedet præsenteret for uddannelser som folkeskolelærer og pædagog.
Notesbøger med tre tætskrevne sider og tredive tomme
På grund af min lette tilgang til musikken, turde jeg eksperimentere og lege med min musikalitet. Det var sangen, der havde min interesse, og jeg ønskede så inderligt at skrive sange. Men mine egne tekster blev aldrig rigtig til noget. Om det måske var påvirket af, at jeg i dansk ikke fik ekstraordinær anerkendelse eller ros for mine skriftlige opgaver, ved jeg ikke, men jeg tror det, fordi jeg let søgte nye veje, hvis ikke jeg fik udefrakommende ros/anerkendelse. Det frustrerede mig så grusomt. Jeg ville så gerne skrive og skabe fortællinger og påbegyndte gang på gang en ny notesbog fra TIGER i håbet om, at jeg denne gang kunne udtrykke…. Udtrykke hvad? Jeg vidste det nok ikke engang selv. Men jeg mærkede det så tydeligt. Det endte altid med tre tætskrevne sider og tredive tomme. Små tekststykker af dagbøger, notesbøger, sangbøger og småfortællinger i et hav af tomme sider.
Jeg holdt mig til at udtrykke mig gennem andres lyriske universer men var topinspireret af læste noveller i min skoletid af forfattere som Naja Marie Aidt og sange af blandt andet Tina Dickow.
Inspireret af min yngste storesøster og at have studeret musik på gymnasiet tænkte jeg, at mit kald nok måtte være at undervise. Jeg forstod ikke, hvor jeg skulle placere min bankende kreativitet og give den et liv med værdi, og jeg besluttede mig for, at det nok var fordi, den skulle bruges til at inspirere andre. Jeg begyndte på læreruddannelsen i 2016 og valgte de kreative fag. Kort inde i uddannelsen slog det mig: at undervise føltes for mig ikke særlig kreativt eller inspirerende, og det tog mere, end det gav. Jeg gik f.eks. mere op i at lave et æstetisk flot undervisningsmateriale end selve indholdet, og dér begyndte jeg at se samme mønster, som da jeg var barn: hvordan kan jeg skabe et udtryk, der vil give et indtryk? En oplevelse, vække en følelse eller tanke?
Den frygtindgydende blyant og det hvide papir…
En mørk aften i vores kolde lejlighed i Silkeborg, dukkede min pakke med flydende akvarelfarver op. Jeg gik på 2. år på læreruddannelsen, og havde fået en idé. Min storesøster var (og er) en fantastisk kunstner, og jeg tænkte, at jeg måske også havde fået – bare lidt – af samme gen. Stille og uden erfaring begyndte jeg at dryppe farver ned på papiret, og efter noget tid tog jeg mig mod til at skitsere et ansigt på papiret. Jeg havde søgt inspiration rundt omkring på nettet men havde én tydelig stemme i hovedet: “det er aldrig faldet dig naturligt at tegne noget “realistisk”, så hvorfor gå den vej? Hvad hvis du gør det modsatte?.” Jeg havde tit smidt tegninger i skraldespanden, fordi mine tegninger ikke lignede den virkelige virkelighed. Men det var tydeligt for mig, at mennesket var min inspirationskilde.
Det, der giver livet mening…
Siden, disse mørke aftener, har jeg malet hver dag. Stille og roligt begyndte jeg at dele mine malerier online, og mit første maleri, solgte jeg til min svigermor for 300,- kr. Jeg forstod virkelig ikke, hun ville købe samtidig med, at jeg jo alligevel ønskede at dele mine kreationer – mine udtryk – med andre. Jeg havde aldrig rigtig givet kunsten en chance, selvom jeg som barn selvfølgelig også tegnede og havde billedkunst som mit yndlingsfag i skolen.
Jeg kunne i lang tid ikke sætte ord på, hvad jeg ville med mine malerier og tegninger, men jeg mærkede tydeligt, at mit kreative behov blev opfyldt. Et eller andet blev pludselig ramt af et lys og fik plads til udfoldelse. Og jeg tror faktisk dét at give efter for dette behov, blev starten på en vild og personlig rejse for mig. En udvikling og en måde at åbne indre døre på. Kigge ind i disse mørke rum og undersøge: “hvad gemmer sig egentlig herinde?.” I de fire år, jeg efterhånden har malet, har jeg udviklet mig ufatteligt meget. Da jeg første gang malede et maleri, anede jeg ikke, hvad jeg ville. Men blot at jeg ville… noget! Sådan har jeg det til dels stadigvæk, trods jeg i dag er meget klogere på, hvorfor jeg ønsker at udtrykke mig. Det er en stor gave, at jeg kan udtrykke mig æstetisk, som giver et indtryk, inspirerer og sætter gang i “noget” hos andre.
Tak.
Amanda