Det har taget mig mange år at opdage, at når det føles let som en leg, så snyder jeg ikke.

Jeg har i mange år troet, at kunsten skulle være svær og kompliceret for at være rigtig. Jeg har ofte tvivlet på min proces. F.eks. fordi jeg maler uden skitser og sjældent kan forklare mine værker med ord.

Da jeg begyndte at male, var det bare en hobby. Jeg læste til lærer og anede hverken, hvad jeg lavede, eller hvad maleriet en dag skulle komme til at betyde for mig. Måske var det netop derfor, det føltes så let. Jeg fulgte bare min intuition.

Men da jeg som 25-årig sprang ud i at leve af kunsten, blev tvivlen sværere at ignorere. Pludselig føltes det, som om det, der kom naturligt, ikke var godt nok.

I dag, 5 år senere, ved jeg, at det er intuitionen, mine fornemmelser og mine sanser, der gør arbejdet, og at det arbejde er svært at forklare. Derfor ved jeg heller aldrig helt, hvor et maleri ender. Jeg følger processen, og undervejs former værket sig og ender der, hvor det skal.