Nyeste tilføjelser

originale værker

Shop nu

Hvis du vil vide mere om mig

Jeg hedder Amanda, er 30 år, mor til Carl, gift med Frederik og bor i Ikast. Jeg arbejder både hjemme og i mit atelier. Det deler jeg med min storesøster, som også er billedkunstner.

Som barn drømte jeg om at blive danser, sanger, koreograf, forfatter, og det har altid været klart, at jeg lever for kunsten uanset form. Men jeg havde ingen tro på egne evner, når det kom til at tegne og male, og det lå på ingen måde i kortene, at jeg en dag skulle leve af det.

I 2016 begyndte jeg på læreruddannelsen i Silkeborg, mens jeg sideløbende begyndte at male. Kun for at finde en hobby. Jeg begyndte at dele på Instagram, og uden det var planen, begyndte jeg at sælge mine malerier. Her begyndte en stille drøm om at leve af kunsten- og jeg lavede hovedspring direkte ud i dét, da jeg stod som nyuddannet dansk- og billedkunstlærer.

Jeg har ingen uddannelse bag min kunst - kun min skabertrang og selvlærte teknikker. I dag er jeg meget stolt af min autodidaktiske vej ind i kunsten, men sådan har det ikke altid været. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange timer jeg har brugt på at spekulere, regne ud, vurdere, kritisere og overtænke - både med pensler i hånden og i livet generelt. Det har ofte drevet mig på afveje. Og det har helt sikkert indflydelse på hvordan og hvad, jeg skaber. Læs mere herunder.

Jeg skaber altid uden en konkrekt plan. En fornemmelse opstår, og jeg følger den. Det er min intuition, sanser og følelser, der er mit vigtigste redskab i kunsten – ikke tanker om, hvad det skal blive til. Så kan jeg ikke. Jeg ved aldrig, hvordan et værk ender. Og det er præcis sådan, jeg arbejder bedst. At følge fornemmelsen uden at stille spørgsmål til den. Derfor laver jeg heller ikke bestillingsarbejde.

Jeg elsker kunst, der fortæller noget om at være menneske - og gerne det uforståelige/komplekse. Jeg holder af kunst, der leger med modsætninger - når noget pissegrimt og herresmukt samles. For hvilke fortællinger finder vi der?

I 2026 ønsker jeg at lande helt efter min sygemelding. Jeg har så meget lyst til at give og dele ud af dé redskaber, jeg selv bruger for at skabe uden overtænkning og angst. Mange drømmer om at skabe mere, men det er ofte svært at komme i gang, finde vejen og dæmpe sin indre kritiker - måske, der lander noget spændende med udgangspunkt i det i 2026? Følg med.

Alle kategorier