Hvem er mennesket bag kunsten?

Jeg hedder Amanda Zimmerlund og er 29 år.

Jeg er uddannet folkeskolelærer men har aldrig været “derude”, for jeg valgte efter endt uddannelse i 2020 af springe direkte ud i kunsten.

Jeg er gift med Frederik og mor til Carl.
Vi bor i Ikast. 

Jeg lader allerbedst op i en god genbrugsbutik, hvor jeg finder guld, som jeg forener med original kunst, nye ting og andet genbrugsguld i mit hjem.

Jeg elsker genbrug af mange grunde, men at finde ting med sjæl og patina, der vidner om et levet liv, dét gør mit hjerte glad. Og i alt, jeg gør og er, mærker jeg mig selv og livet, når jeg forener det smukke og det grimme.

Jeg skaber til mig selv...

Mange år som pleaser har sløret mit syn, og jeg er meget bevidst i min kreative proces efterhånden. Med en hjerne, der – uden jeg opdager det – har sløret mit syn med usikkerhed, negative tanker og bekymringer, arbejder jeg efter disse sætninger:

jeg skaber til min egen væg
(fordi jeg så ofte ”mister mit flow”, når jeg glemmer, at de bedste værker bliver skabt, når jeg ikke skaber for andre end mig selv. Derfor laver jeg heller ikke bestillingsarbejde) 

Hvor grimt tør jeg gå? 
(En måde at komme i gang på. En måde at sænke den kvælende perfektionistiske stemme i mit hoved. En måde at få færdiggjort værker på. En måde at øve mig i at slippe kontrollen og overgive mig til mine hænder og bruge min intuition. Fornuften kan jeg ikke bruge til særlig meget i den kreative proces) 

Fortællingerne i kontrasterne...

Min kunst er fyldt med kontraster – jeg er optaget af at udforske de fine linjer mellem glæde og sorg, barnlig uskyld og voksen kompleksitet. Om det er med ler i hænderne, akvareller eller tryk
ender jeg altid med at gå den samme vej,
når jeg skaber:
en jagt på at lande lige der i mellem to meget forskellige følelser/stemninger. 

Lyset og mørket.
Natten og dagen.
Glæden og sorgen.
Humoren og alvoren.
Det barnelige og det voksne. 

En måde at lave en fortælling om det hele menneske.
En måde at forholde mig til, at det ene ikke eksisterer uden det andet.
Hvem kender til lyset,
hvis ikke man kender til mørket? 

Løbende serier - den evige inspiration...

Du vil måske bemærke, at mange af mine værker bærer et nummer efter titlen – (1), (2), (3) osv. Nogle når kun til (1), mens andre fortsætter videre.
Jeg arbejder på denne måde, fordi der er visse motiver og temaer,
som jeg aldrig rigtig bliver færdig med. Som noget, jeg ikke kan styre, vender jeg tilbage til de samme grundmotiver igen og igen.

Derfor de løbende serier, fordi der er en form for gentagelse – en forbundethed i mit univers – men mine værker er aldrig ens. Min inspiration er som et overordnet tema, der konstant udvikler sig og giver nye fortolkninger og variationer. 

Jeg bliver aldrig træt af denne proces,
og jeg elsker, hvordan mine værker på den måde er i konstant bevægelse og forandring.

En gøglet stribe og en mystisk nat...

Dragter med tern og striber optræder ofte i mine værker – de taler til mig på flere måder. Jeg er fascineret af, hvordan en dragt eller portrættet kan rumme så meget – ikke kun hvad vi ser, men også hvad der er skjult.

Jeg ser aldrig film, men jeg kunne drømme mig væk i et portræt på et slot eller en herregård i flere timer. Jeg bliver ofte fanget af det usagte. Der er noget magisk ved den stilhed, som ansigter og dragter bærer på, noget, der drager mig og får mig til at undre mig over, hvad der ligger bag blikket:

Hvad føler de? Hvad tænker de? Der er en mystik i dette, noget, der ikke kan regnes ud, og det er denne tvetydighed, jeg elsker at arbejde med. Jeg skaber værker, der åbner op for det, vi ikke kan forstå fuldt ud – og nok ikke skal. 

Selv vil jeg beskrive mine værker med ordene: mystik, tvetydighed og skævhed.

Og skulle jeg sætte en fælles overskrift

på alle mine værker og min inspiration,
kunne det måske være
“en gøglet stribe og en mystisk nat”.
Det barnlige og naive lægger som en dyne henover det meste, jeg skaber,
harlekintern, dragter, høje hatte, skæve striber, gøgler-skikkelser…

Må det grimme blive noget smukt hos dig?

På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg levede i et fængsel, fordi jeg 
(helt ubevidst) forsøgte at holde mørket ud i strakt arm. Jeg forstod slet ikke, at lyset og mørket følges ad
og kun eksisterer i den andens nærvær.

Døden har skræmt livet af mig (og gør det stadig), 
men i dag forholder jeg mig til dét, ved blandt andet at tænke:

“Alting er smukt, fordi det er begrænset” 

Og så siger jeg til mig selv, at det faktisk er det faktum, at livet er forgængeligt,
der skaber livet. Og skaber grunden til at gøre sig umage og elske osv..

Må det grimme blive noget smukt hos dig?

På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg levede i et fængsel, fordi jeg 
(helt ubevidst) forsøgte at holde mørket ud i strakt arm. Jeg forstod slet ikke, at lyset og mørket følges ad
og kun eksisterer i den andens nærvær.

Døden har skræmt livet af mig (og gør det stadig), 
men i dag forholder jeg mig til dét, ved blandt andet at tænke:

“Alting er smukt, fordi det er begrænset” 

Og så siger jeg til mig selv, at det faktisk er det faktum, at livet er forgængeligt,
der skaber livet. Og skaber grunden til at gøre sig umage og elske osv..

 Tidligere udstillinger:

tranum strandgård, kunst- og kulturcenter.
August-september 2020 – gruppeudstilling, sensommerudstilling,

galleri grenen, Skagen.
August-oktober 2021 – gruppeudstilling.

Galleri Lou Ra, Silkeborg. Februar-marts 2022 –
gruppeudstilling ‘koloristiske dimensioner’.

______________________________________________________________________________

TV MIDTVEST, 2022, INTERVIEW: SE HER

GAlleri Lou Ra, 2022, ateliervideo: se her

magasinet kunst, april 2020: læs her

Indkøbskurv

Webstedet bruger cookies. Ved at fortsætte på siden accepterer du brugen af cookies.  Læs mere