Amanda Zimmerlund

Autodidakt kunstner


Om mig

Jeg hedder Amanda Zimmerlund og er 26 år gammel. Sammen med min kæreste Frederik, er jeg bosat i Ikast, hvor vi renoverer et hus fra 1960’erne. Min kunstrejse begyndte i 2017, da jeg fik en ustyrlig trang til at udfordre min overbevisning om, at alle mine kreationer var skabt til skraldespanden. Det faldt sammen med en seriøs personlig udvikling, som kunsten blev og er en del af. I 2020 blev jeg færdiguddannet folkeskolelærer, hvorefter jeg sprang fuldtid ud i kunsten. Mit livs hidtil bedste beslutning.

Inspiration - balancegang & livets vilkår

Nogle oplever mine malerier som triste og melankolske, mens andre oplever dem som muntre og sjove. Personligt synes jeg, der er en balance mellem ubehaget og det rare i mine værker. Det er i hvert fald dét, min optagethed kredser om. Jeg elsker at sætte de skæve, skøre og sårbare portrætter sammen med farver og mønstre. Egentlig tror jeg, det er min fortolkning af det at være menneske. Vi er til tider inspirerende, lette og frie, mens vi også kan være tunge og fanget i mørket. Det er for mig en måde at beskue dét vilkår, at livet med alt, der er, vil svinge som et pendul, når man er i live. Et vilkår, jeg bliver nødt til at forholde mig til og holde både i strakt og bøjet arm, fordi det ikke “bare” falder mig let at “læne mig tilbage i” og være i. 
Det uddybes nedenfor.

Inspiration - hvordan kan noget så smukt være så grimt?

Jeg synes, livet er så fint og ubegribeligt smukt. Det er mig ufatteligt, hvorfor netop du og jeg kommer hertil, hvorfra og hvor, vi skal hen, når det slutter. I juli 2021 blev det faktisk en enorm erkendelse for mig, at “det eneste, vi med garanti ved, er, at vi skal herfra igen”. Dystert lyder det måske, men det – og sætningen “alting er smukt, fordi det er begrænset”, blev min redning, da jeg for alvor var træt af at være druknet i en enorm angst for døden og også livet. Min inspiration kommer i høj grad fra et personligt sted, fordi jeg med store udsving oplever livet som både trygt og utrygt. Mine kunstværker er derved også mit eget behov for at give et sted til det, der kan opleves kompliceret, stort og uhåndterbart i følelseslivet. Give det et udtryk. Jo længere jeg kommer som kunstner, jo flere opdagelser gør jeg mig i forhold til spørgsmålet om, hvorfor netop jeg udtrykker dét, jeg gør. Jeg har siden mine første malerier været optaget af dobbelthed og tvetydighed, og jeg tænker “hvor har min krop dog været klog”, at kunne udtrykke sig, før min bevidsthed “trådte” til. Jeg er ret sikker på, at kunsten har hjulpet mig til at kunne rumme timevis af frygt og tankestrøm for alt det ved livet, jeg ikke har kunne rumme eller forstå. 

Inspiration - det indadrettede blik

Inspiration - lidt dybere - fortsat

Mange ambivalente følelser og konstante tvetydige tanker har så tit gjort mig så forvirret og fortvivlet over mit væsen. F.eks. at føle mig ekstrovert og enormt introvert i det helt samme sekund. Og større endnu: at elske livet så forbandet højt samtidig med – i perioder – at blive så bange for døden, at livet faktisk ikke leves. Jeg sætter stor pris på ”mol”-følelsen, som også altid er det, der opsluger mig, når jeg selv ser på kunst. Når vi tør være skrøbelige og sårbare overfor hinanden, kommer vi tættere sammen som mennesker, og de spændende samtaler opstår, tror jeg på. Hvis mine værker kunne være med til at starte de samtaler, der får mennesker tættere på sig selv og hinanden, ville jeg elske det.

Mange ambivalente følelser og konstante tvetydige tanker har så tit gjort mig så forvirret og fortvivlet over mit væsen. F.eks. at føle mig ekstrovert og enormt introvert i det helt samme sekund. Og større endnu: at elske livet så forbandet højt samtidig med – i perioder – at blive så bange for døden, at livet faktisk ikke leves. Jeg sætter stor pris på ”mol”-følelsen, som også altid er det, der opsluger mig, når jeg selv ser på kunst. Når vi tør være skrøbelige og sårbare overfor hinanden, kommer vi tættere sammen som mennesker, og de spændende samtaler opstår, tror jeg på. Hvis mine værker kunne være med til at starte de samtaler, der får mennesker tættere på sig selv og hinanden, ville jeg elske det.

Arbejdsproces

Arbejdsproces

Jeg maler ”intuitivt”, hvilket for mig betyder, at jeg gør mig meget få tanker mens, jeg maler. Jeg oplever det mere som om, jeg overordnet er optaget af tematikker i livet, som afspejles i min kunst. Jeg bliver faktisk ofte selv lige så overrasket over det endelige resultat, og er lige så spændt på at se mine slutresultater, som andre. Nogle gange har jeg konkrete billeder i hovedet, som jeg laver til malerier, men 90% af tiden, ved jeg ikke, hvad der vil dukke op. Jo, mennesket… men ikke mere end det. Det nye menneske foran mig kommer altid med et levet liv. Det er et menneske med oplevelser, følelser, fortællinger og kompleksitet, som kun opstår, når livet leves. Og som først defineres af øjnene, der ser. I deres farverige dragter får de alligevel en ”barnlig”, naiv eller godtroende form, der minder mig om den barnlige uskyld.

De fleste af mine malerier er malet på papir med blyant, akvareller og tusch. Jeg elsker akvarel, da det rummer uendeligt mange muligheder, og små variationer i teknikken kan give store variationer i udtrykket. Akvarel er magisk, da det både kan og ikke kan kontrolleres. Derfor prøver jeg at holde af fejl i maleprocessen, og lade potentielle fejl blive til alt andet end fejl, men integrerede dem i værket.

Tak hvis du læste med hertil. Jeg har meget på hjerte. 

Amanda.

Jeg maler ”intuitivt”, hvilket for mig betyder, at jeg gør mig meget få tanker mens, jeg maler. Jeg oplever det mere som om, jeg overordnet er optaget af tematikker i livet, som afspejles i min kunst. Jeg bliver faktisk ofte selv lige så overrasket over det endelige resultat, og er lige så spændt på at se mine slutresultater, som andre. Det nye menneske foran mig kommer altid med et levet liv. Det er et menneske med oplevelser, følelser, fortællinger og kompleksitet, som kun opstår, når livet leves. Og som først defineres af øjnene, der ser. I deres farverige dragter får de alligevel en ”barnlig”, naiv eller godtroende form, der minder mig om den barnlige uskyld.

De fleste af mine malerier er malet på papir med blyant, akvareller og tusch. Jeg elsker akvarel, da det rummer uendeligt mange muligheder, og små variationer i teknikken kan give store variationer i udtrykket. Akvarel er magisk, da det både kan og ikke kan kontrolleres. Derfor prøver jeg at holde af fejl i maleprocessen, og lade potentielle fejl blive til alt andet end fejl, men integrerede dem i værket.

Tak hvis du læste med hertil. Jeg har meget på hjerte. 

Amanda.