amandazimmerlundendeligheader

Kunstneren bag...

Jeg hedder Amanda Zimmerlund og er 25 år gammel. Jeg er bosat i Ikast med min kæreste Frederik, hvor vi renoverer et hus fra 60’erne. Min kunstrejse begyndte for fire år siden, da jeg fik en ustyrlig trang til at udfordre min overbevisning om, at alle mine kreationer var skabt til skraldespanden. Det blev starten på denne fantastiske vej, jeg skulle gå i livet. Samtidig med, at det også blev starten på autentisk og seriøs personlig udvikling blandt andet med det fokus at leve et mere frit og let liv uden ængstelige tankegange og selvkritik. I 2020 blev jeg færdiguddannet folkeskolelærer, hvorefter jeg sprang fuld tid ud i kunsten. Mit livs bedste beslutning.

Jeg er draget af at møde nye eksistenser på mit tomme papir. Hvert eneste maleri er et nyt møde med en skæbne eller personlighed, der har noget at fortælle. Min egen oplevelse er, at det er eksistenser med levet liv, der dukker op. Og de har altså historier og fortællinger og meget mere at dele med mig og dig. 

Jeg maler “intuitivt”, hvilket for mig betyder, at jeg gør mig få tanker, når jeg maler og overgiver mig til den måde, mine hænder bevæger sig på. Derfor bliver jeg ofte lige så overrasket og lige så spændt på at se dét, der dukker op, som andre gør. Min kunst opleves af nogle som trist, for andre melankolsk, for andre munter og sjov. Personligt oplever jeg alle sindstilstande i mine malerier og kan finde både smil, sorg, lys, mørke, eftertænksomhed og mere til i hvert eneste maleri. Det er nok også dét, der driver mig. At jeg kan skabe malerier, der kan rumme alt dét, det vil sige at være menneske. Dét, synes jeg er smukt. Og det prøver jeg at forevige med papir, blyant, akvareller og tusch. Og så sætter jeg stor pris på “mol”-følelsen, som altid er det, der opsluger mig, når jeg kigger på kunst. Det kommer sig nok også at min psykologiske interesse, hvor jeg særligt elsker at samtale om alt dét, der foregår bag facaden. Her ligger der så mange spændende, udvidende og smukke samtaler i al sårbarheden og skrøbeligheden.

 Mine skæve, skøre og sårbare portrætter sætter jeg ofte i kombination med mange farver, og ubevidst gør jeg det nok for at lege med kontrasterne i livet: det smukke/grimme livet/døden sorgen/glæden. Jeg tror, mine malerier er et spejlbillede af mig. Men også af dig. Ja, mennesket! Fordi vi rummer – og er – det hele. Derfor skabes igen og igen eftertænksomme og reflekterende eksistenser. Alt dette er med til at danne base for mit univers fyldt af farverig melankoli.