Stilhed - lyden af angst, der stille giver slip (1)

Stilheden styrker et sind i larm
Stilheden skræmmer, når den indre kerne føles hul

Dog er det stilheden,
der fjerner duggen fra ruden
Et lille, skrøbelige lag,
der på trods slører vejen

Stilhed kan også føles
Åbentbart

Stilhed har råbt højest hos mig længe
En uro og splittelse indeni
Fordi et stille sind
Sætter et “fortidigt” larmende sind i perspektiv
Som ikke lyster at blive dyrket
Men som har for mange fine lag til ikke at blive “brugt”

Når angsten og smerten bliver en tynd masse
Der førhen føltes som de tungeste sten
Skal fortiden og nuet samles og balanceres
Give håb, lys og mod til fremtiden

Jeg har troet min kunst kun gav mening i mørket,
At min rejse for et mere trygt ‘jeg’ ville give mere forvirring

Jeg har jo altid vidst, at min kunst er født af eget (broget) sind
Men det er først nu i mine lange perioder med tillid og ro som førerhund
At jeg ser min kunstrejse, og hvad der virkelig er på spil

Det føles meget tættere på nu. Al kunsten. Men dét skræmmer mig ikke.

Tvært i mod. 

Men hvordan ord og kunst skal gå hånd i hånd
Må stilheden hjælpe mig til at finde ud af
For jo mere angsten og smerten sættes fri
Des mere får jeg på hjerte
Og des sværere er det blevet at dele

Er det et stille sind, der giver en lyst til at tie? 

Og snakke på samme tid? 

Amanda